Politainment

Alle taler om Trump, krummer tæer eller klapper. Meget kan man sige om manden, men han har i den grad forstået hvordan medierne virker, og hvad der skal til for at opnå maksimal omtale.

Hvis ikke det var for den vigtige post som der er tale om, så ville jeg – forherliget af mediernes muligheder – også klappe i hænderne. I stedet føler jeg mig nødsaget til at tage ansvar, og dele den indsigt som jeg har.

For Trump har triumferet i en mediemæssig forstand, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Alle kommenterer, deler, eller har en mening om ham. Resultatet er, at han er den kandidat som opnår mest spalteplads i medierne. Når han opnår dette, rykker han helt op på befolkningernes frontallapper og rumsterer i dennes bevidsthed. Dette faktum alene forøger sandsynligheden for, at mange vil sætte deres kryds ved mandens kandidatur, når de går til valg. Mange vælgere som enten lider af politikerlede eller manglende interesse for politik, vil sandsynligvis være tilbøjelige til det samme, og slutteligt så slår skræmmekampagner og ditto retorik sjældent fejl i politik. Det er et af de mest mangtfulde retoriske virkemidler, fordi det pirrer til den afmagt overfor et hektisk samfund, som mange har svært ved helt at gennemskue hvordan de skal håndtere. Ved at finde syndebukke, får “problemet” et ansigt, og bliver konkret at forholde sig til. Uagtet sandhedsværdien i disse udsagn.

Vi ser det samme ske i dansk politik – og for en gangs skyld, har vi her overhalet udviklingen i USA for en stund, idet DF med deres løftede fingre og skræmmeretorik der specifikt udpeger minoriteter i samfundet, er stormet frem i det sidste årti. Venstre lugtede godt muligheden skråstreg truslen for tendenserne i denne udvikling, og lagde sig tidligt i alliance med partiet. Til trods for at liberale værdier i bund og grund har meget lidt til fælles med DF´s værdisæt. Men man fandt fodslag i at udpege indvandrerne som landets nassere og ulykkesspredere, samt de arbejdsløse som dovne hunde. Man vælger helt kategorisk at se bort fra hvilken betydning som indvandringen har haft for, at Danmark kunne udvikle sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Det kan undre, at et ellers meget tolerant samfund vendte rundt og blev så forskræmt og fordømmende. Igen kan vi takke mediedækningen, og de mange skræmmekampagner. Tabloidaviser der leverer “beviser” på disse gruppers adfærd, som beskrevet af DF, giver partiet vind i sejlene. Folk i provinsen får et indtryk af at hovedstaden ligger under for ren anarki, samt subkulturer der hører Afghanistan til. Dermed skal problematikkerne ikke underkendes, idet de eksisterer. Dog ikke i den skala som medierne og DF gerne vil have det til at lyde til. Man kan endda yde den påstand, at det er medierne selv, som er med til at virke fremherskende disse tilstande. Dermed kommer vi frem til et andet vigtigt element: Ansvar. Her med reference til massemediernes ansvar og etiske ståsted. Hvis man som public service bliver alt for optaget af nyhedsværdi og sensationslyst, skaber man et stadigt stigende behov for samme. Nyhederne leveres på mediernes præmis, og bliver således også en slags paramount reality, som Silverstone betegner den medierede virkelighed som vi er omgivet af, og blandt andet selv bidrager til som mediebrugere. Den medierede virkelighed bliver en selvstændig enhed i virkeligheden, hvor grænserne forsvinder eller glider ind i hinanden over tid.

Vender vi blikket tilbage på den amerikanske valgkamp, kan vi se hvordan for eksempel demokraternes agenda og dette partis kandidater drukner i det medieshow, som Trump har stablet på benene. Tvivlerne hører og ser kun Trump – og selv flere af Hillary´s modangreb på Trump er med til at give ham mere spalteplads. Set med mine øjne, er det en kritisk og farlig kurs for demokraterne at følge. Dels fordi det er god (kampagne) skik ikke at svine sin konkurrent til (ved at bidrage til svinestregerne, går man ned på samme niveau, som det man foragter!); og dels fordi det tager dyrebar spalteplads fra partiets egen agenda og synlighed. Når alle kommenterer Trump på de sociale medier, er de med til at forstærke Trumpeffekten samt mediedækningen af ham. Manden er på ingen måde uintelligent, og han har temmelig sikkert helt bevidst valgt at fremstå med dette image som pauseklovnen, fordi det har en kæmpe spreadability faktor. Spørgsmålet er, om han virkelig ville kunne stå inde for sine udtalelser for det tilfælde at han vælges ind som præsident. Manden er mangemillionær og en kapitalist, der har vist sig at foretrække penge i skattely, og er tilsyneladende en person, for hvem målet helliger midlet. Det er tvivlsomt hvor meget han har at tilbyde den middelklasse som lige nu lader sig imponere af ham og hans fremtoning. Man kunne fundere over, om det i virkeligheden netop er middelmådigheden som han håner så kraftigt med sine fakter og latterliggørende udbrud.

Alting har en livscyklus. Det gælder også indenfor mediedækning. Der foreligger en vis sandsynlighed for at mediedækningen tager så meget fart, at de amerikanske vælgere når deres mæthedspunkt før kampagnen er overstået og valget finder sted. Måske vil vælgerne til sidst være så fomstoppede med Trumps mediestunts, at de får kvalme af at se mere af samme kaliber. En kvalme der bliver så stærk ved valget i januar 2017, at tanken om at han skal tone frem på skærmen de næste 4 år med (eller uden) den samme agenda, får hårene til at rejse sig, og i sidste ende hånden til at sætte krydset et andet sted.

image

Reklamer

One comment

  1. Rigtig godt skrevet – dybest set så skaber disse eksempler og andre med, at vi har et stort dilemma – nemlig pressen altså medierne – det samfund som de forhåbentlig fleste ønsker, det er afhængig af pressens hjælp til at afdække og skabe luft og lys tilgang til steder der helst vil være fri for frisk luft og skarpt lys – problemet er at mange mediers ambition rækker ud over at være vagthunde, de vil være (eller gør sig selv til) en del af historien i stedet for at skrive dem.

    Derfor bliver vores verden mere og mere et stort realityshow – vi er midt i om ikke orkanens øje så midt i selfie’kulturen – personligt tror jeg ikke der meget fremtid i den.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s