Tid til tanker

Det slår mig, at noget af det der er virkelig gavnligt for mig ved mine studier er, at jeg får afsat tid med mig selv til tanker. Tanker som bliver stimuleret af de input, som mit studie giver mig. Dette indslag er ingen undtagelse.

Jeg får æren af at stifte bekendtskab med store tænkere – fra Derrida, over Harraway til en moderne tænker som Manuel Castells – hvor jeg inviteres til at forholde mig til filosofi, feminisme, og internettets fællesskaber. Godt for det, for det er stof der bliver lagt i min hjerne, som forplanter sig og formerer sig. Men hold nu ud, for det er ikke min viden som jeg vil prale af; men derimod hvad denne viden gør ved mig, mit sind og min krop, som jeg gerne vil dvæle lidt ved. Hvorfor nu det?

Fordi det er gået op for mig, at det er utroligt livsgivende, og at det giver en masse positiv energi, fordi jeg rent fysisk udfordrer min hjerne, og giver den noget at arbejde med. Vores hjerner er formet af plastisk masse. Den omformer sig, og tilpasser sig den aktivitet, som den udsættes for. På samme måde som resten af muskelmassen i vores krop. Fodrer vi os selv med sukker og usund mad, samt slækker på motionen, bliver vi slaskede ugidelige, dovne og i værste fald syge.

Parelliseringen burde ikke være til at tage fejl af, med reference til vores hjerner, og den aktivitet som vi dagligt udsætter den for. Medialiseringen og omgivelserne fordrer at vi bruger stadigt stigende omfang af vores kostbare tid på SoMe (social media), imens vi halser rundt i hamsterhjulet for at nå at hente børn, købe ind og lave mad. Det kræver disciplin ikke at hænge fast i opslag på fx. Facebook. Opslag som er fine nok, som et informationsgrundlag til at følge med i omgivelsernes liv, interessante debatter med videre. Men, for jeg ser et men. Vaner bliver nemt til uvaner. Hjernen får simpelthen ikke den næring, som den higer efter, når vi er på de sociale medier. Lidt ligesom nutrasweet og andre sødemidlers indvirken på kroppen, bliver vi hængende lidt længere, fordi hjernen er overbevist om, at den der belønning komme – i dette tilfælde ikke sukker, men stimuli som hjernen kan bruge til noget, og arbejde videre med. I nogle tilfælde sker dette, og det gør så ikke trangen til at zappe rundt i SoMe mindre. Zapperiet får os også til at glemme muligheden for at falde i staver, og bogstaveligt talt svømme rundt i vores egne tanker. Deri mener jeg, at noget værdi går tabt. For ved denne tankestrøm, giver man slip og lader sig inspirere, tænke større visioner, give drømmene næring, samt mærke sig selv. I sidste ende tror jeg, at det påvirker vores livskvalitet, at træffe nogle bevidste valg om hvad, og med hvor meget, vi vil fodre vores hjerne med de forskellige input.

Blot et tankestrejf herfra. Og måske, stof til eftertanke? ….

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s