Om lidt er kaffen klar …

kaffen er sat over, og om lidt starter dagens dont. Listen er alenlang, og jeg er meget bevidst omkring, at jeg skal holde et højt tempo, hvis jeg skal have en chance for, at komme i mål. Igen i dag.

Det er der ikke noget skelsættende ved. Det er mandag. Det er det der skal til. Men jeg undrer mig over fænomenet atter en gang. Hvad er det for et samfundsparadigme, som vi har sat op? Hvad er det der gør, at alting skal opleves i susende fart, med 160km/t, og vinduerne rullet ned, så det eneste vi mærker er den susende buldren, indtil vi er lige ved at segne? Er vi virkelig et mere effektivt folkefærd, bare fordi vi kører i et efterhånden umenneskeligt tempo? Eller er der snarere tale om overlevelsesmanøvrer den ene dag efter den anden? Overlevelsesmanøvrer, hvor det at være menneske, og at mærke sig selv, sættes til side for autopiloten? Der er slet ikke tid til de dybe tanker om livet. Selvet. Drømmene. Spontanitetens glæde.

Alt skal sættes i struktur og planlægges nøje ned til mindste detalje. Aftaler, og relationer skal lægges ind i et skema, for at skabe en rytme som holder kaos i ave, og sikrer et socialt liv. En præmis som jeg har svært ved at affinde mig med, efter mange år i en anden kultur. Men skik følge eller land fly – så derfor er det mig som må indordne mig. Selvom jeg reelt er til mere glidende overgange og spontanitet, hvor det ikke virker hverken forstyrrende eller anmasende, at spørge til om man liiige kan komme forbi.  Jeg forstår godt trygheden i at planlægge sig ud af alting. Men jeg ved ærligt talt ikke, om jeg synes at det bliver bedre af det.

Alt skal sættes i struktur og planlægges nøje ned til mindste detalje.

Selv weekender, og såkaldte hellige hviledage (søndage) er under pres. Familierne skal kunne fremstille det ene event scenarie efter det andet. Jeg er tilhænger af, og på sin vis afhængig af, nye oplevelser. Men her på matriklen hiver vi ofte stikket helt ud. Trods alt, og helt bevidst. Puster ud, ånder ind. Frisk luft, kedsomhed, nærvær, hygge, krea, trummerum og langsommelighed. De dage har det med at flyve afsted, og afstedkommer et ønske om mange flere af slagsen. Vi bor i en 2 værelses tæt på stranden, og på sådanne dage ynder jeg at “lege” at vi virkelig er i sommerhus. For det er her, at det bliver legitimt at sætte tempoet ned. I sommerhuset, på ferien i sydens bjerge og så videre. Men er det i virkeligheden helt nok?

Kaffen er brygget færdig, og jeg må lægge denne tankestrøm fra mig. Dagens opgaver skal ordnes. Energien er høj, for vi har ladet op i weekenden, så jeg er klar til at smøge ærmerne op, kridte skoene og komme ud af starthullerne. Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar (til indtagelse i rigelige mængder).  God dag!

Reklamer

One comment

  1. Der er netop en artikel på DR.dk (http://www.dr.dk/nyheder/indland/travl-kvinde-planlaegger-moeder-med-veninderne-et-aar-i-forvejen) vedrørende samvær med venner, og planlægning af samme. På sin vis både genialt og sørgeligt på samme tid. Kan det virkelig være rigtigt, at man skal planlægge sine aftaler med vennerne, for at det kan lykkes? Det er en hård præmis for mig. Og en anelse utopisk. Livet er nu og her. I dansk kultur hersker der en tendens til at tro på et paradigme om, at vi kan planlægge os ud af alting. Jeg var vel 10 år gammel, da min far gav mig min første time-manager. Engang var jeg en knag til det. NU vil jeg helst tage dagene en for en, ringe og sige ‘Hej, er du hjemme, så kigger jeg lige ind?’ . Er det så forkert?

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s