Hvilke historier fortæller du?

I går da jeg sad på bænken, imens min søn trænede fodbold inde på banen, lagde jeg mærke til noget. Lige der på tilskuerpladserne. Drama. I større eller mindre skala.

Det kom fra de historier, som forældrene delte med hinanden. Typisk var det kvinderne der distribuerede dem. Mændene deltog ved at lytte, og kommentere med deres problemløsninger.

Så slog det mig, at jeg selv kan have tendens til det samme, til trods for at jeg har noget af det mest positive livssyn og en viljestyrke til at klare lidt af hvert.

Det gav mig grund til at reflektere lidt mere over det. Hvorfor mon der var denne tendens til drama udveksling? Skyldes det reelt en indre frustration? Og har man overhovedet til hensigt, at sprede denne frustration, som man kommer til at sprede med sine historier? Er det en metode man (ubevidst) benytter til, at opsøge intimitet og skabe fortrolighed med? Kan det være et tegn på kedsomhed, eller et tegn på begge dele?  Hænger det sammen med janteloven, så vi ved at sprede en dårlig version af os selv, føler mindre skyld over vores livsglæde og de ting som går os godt? Skyldes det, at vi dagligt eksponeres for det ene drama efter det andet i diverse nyhedsmedier, så vi for at føle os hørt skruer dramaet på? Eller er vi ligefrem blevet så påvirket, at vi tror at det er den bedste måde, at fortælle vores historie på? Måske er jeg bare mere OBS på fænomenet, fordi jeg bevidst er i gang med at lægge en ny stil for min egen vej, og er dermed selv med til at skabe drama, ved at fremhæve det? Jeg ved det ikke.

Men jeg tror, at det har konsekvenser når vi deler disse historier med hinanden. Vi spreder den frustration, der siver som giftige gasser fra vores krop, imens dramaet udspiller sig. Frustrationer, som planter sig hos andre som bittesmå svampesporer der borer sig ind i hjernen og sindet, uden at modtageren er bevidst om det. Det er ikke godt.

Betyder det så, at vi ikke må tale om de problemer og tanker, som vi tumler med? Selvfølgelig må vi det. Fordi vi er alle hele mennesker, der rummer alle slags følelser. Det er menneskeligt, at vi gerne vil dele dem med andre mennesker, men vi hiver hinanden ned hvis det hele ender i klagesang. De reelle problemstillinger mister også deres ret, fordi de drukner i mængden. Jeg tænker at man med en konstruktiv tilgang til kommunikationsdisciplinen, vil komme længere. Ved at benytte NLP værktøjerne og være assertiv i forhold til sig selv og problemet, og ikke gøre sig selv til offer, eller problemet til en aggression, der truer. Bedst er det, hvis vi i den samtale (indre som ydre) bevidst beder om gode råd, eller i det mindste selv bringer en perspektivering på banen, der rummer en løsning. Det kræver træning, og bevidst tænkning indtil det bliver den nye to-do.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s