Dyreskolen

A Fable By

Dr. R. H. Reeves

The Animal School

Once upon a time, the animals decided they must do something heroic to meet the problems of a “New World,” so they organized a school. They adopted an activity curriculum consisting of running, climbing, swimming and flying. To make it easier to administer, all animals took all the subjects.

The duck was excellent in swimming, better in fact than his instructor, and made excellent grades in flying, but he was very poor in running. Since he was low in running he had to stay after school and also drop swimming to practice running. This was kept up until his web feet were badly worn and he was only average in swimming. But average was acceptable in school, so nobody worried about that except the duck.

The rabbit started at the top of the class in running, but had a nervous breakdown because of so much make up in swimming.

The squirrel was excellent in climbing until he developed frustrations in the flying class where his teacher made him start from the ground up instead of from the tree-top down. He also developed charley horses from over-exertion and he got a C in climbing and a D in running.

The eagle was a problem child and had to be disciplined severely. In climbing class he beat all the others to the top of the tree, but insisted on using his own way of getting there.

At the end of the year, an abnormal eel that could swim exceedingly well and also could run, climb and fly a little had the highest average and was valedictorian.

The prairie dogs stayed out of school and fought the tax levy because the administration would not add digging and burrowing to the curriculum. They apprenticed their children to the badger and later joined the groundhogs and gophers to start a successful private school.

Jeg fik lyst til at citere denne tekst, fordi den giver mig meget stof til reflektion. Både med direkte ledetråde til problematikken i det danske skole system/vestens fremherskende ditto.

Statsledere har så travlt med at sammenligne og måle, og lave tab/vind situationer, at man klipper en hæl og hugger en tå, helt ned i vores indlæringssystem. Pyt nu med det, for så har vi jo et bedre statistisk grundlag for at sammenligne vores tal.

Men det stopper jo ikke her, vel? De politiske vinde taler mere og mere hen imod den “farlige” mangfoldighed. Vi skal alle være og opføre os på en bestemt måde, for ellers er vi ikke en del af samfundet. Hvad enten det gælder Socialdemokratiets slogan om at “Alle skal være med” (med reference til at få alle børn i vuggestue og børnehave, frem for at nogle familier kan tage det frie valg, at passe deres børn derhjemme. Og hvis de har en anden etnisk/kulturel baggrund, går den slet ikke længere). Eller venstres slogan, som lyder “Danmark, for dem der kan og vil” – Hvad det så end skal betyde, og hvordan det skal tolkes. Kan hvad, vil hvad??

For at tolke det spørgsmål korrekt, er man nødt til at tage fat i udgangspunktet (og det er jeg ikke sikker på er filosofien bag Venstres slogan). Hvor står den enkelte henne nu, og hvilken indsats yder han/hun, for at præstere det han/hun gør? Det er ikke nødvendigvis sådan, at den der får det bedste resultat (i henhold til de fastsatte kalkuler), er den person som yder den største indsats. Men det er ofte sådan, at den med den høje score bliver rost til skyerne, imens den anden får huk, fordi man glemmer at vurdere hvilken indsats den enkelte har ydet, for at opnå sit resultat.

Vi kan vel godt se fornuften i, at det er godt for alle (individet, gruppen, samfundet), når vi hver især yder vores bedste, og bliver dygtige til det vi kan. Men der er bare lige den detalje, at man heller ikke må stikke ud. Man må hverken være for dygtig til nogle enkelte ting, eller ikke kunne følge med i andre ting. Så er det (åbenbart!) bedre at være middelmådig på hele linjen, eller i værste fald miste sine forudsætninger for sit talent, fordi man skal fokusere så meget på at rette op på sine såkaldte svagheder. Det er lige præcis hvad denne fabel beretter om (ref. anden, som får slidt sine svømmefødder i laser, fordi han bliver tvunget til at løbetræne).

Hvad med at fokusere mere på vind-vind situationer? Hvor alle får lov til at være stolte af det de kan, og så dyrke det? Uanset hvilket niveau deres udgangspunkt er. Vi fødes ikke alle med de samme forudsætninger, men jeg synes bestemt at vi har ret til, at blive imødekommet, og få mulighed for at udvikle os derfra hvor vi nu engang står. Jeg forstår ikke helt  folkeskolens nye paradigme om, at den skal rumme alle, når det eneste den gør er, at forsøge at trække en spændetrøje ned over de børn, som enten har andre indlæringsbehov, andre intelligenser eller et helt andet følelse og sanse register (fx. børn med diagnoser som ADHD, autisme, aspergers osv). For mig at se, tvinger man disse børn ud i en masse nederlag, og en alt for tidlig erkendelse af, at de stikker ud i forhold til massen. Det kan jo være en stor gave at stikke ud, men sådan bliver det jo slet ikke præsenteret i dagens Danmark. Men hvis folkeskolen til gengæld gør alvor af ordene, med at kunne rumme alle, og stiller de nødvendige ressourcer og forskellige indlæringsprincipper til rådighed, er der meget at vinde ved, at vi alle lærer at omgås med hinanden i daglig praksis. For på den måde kan vi modarbejde, at sætte hinanden i alt for faste kategorier.

Vind-vind situationer, hvor vi dropper begreber som “samfundets svage/stærke ressourcer”. For hvad betyder de helt reelt? Er man en svag ressource fordi man har et handicap? Det tror jeg ikke nødvendigvis, at man er. Er man en stærk ressource fordi man er lynende intelligent? – Det kommer i høj grad an på hvordan man anvender sin intelligens og møder sine medmennesker. Og til sidst: er disse to faktorer inkompatible? Kan man både være handicappet og lynende intelligent, eller super dygtig til en bestemt ting? Hvilket mærkat passer så på personen? For det er jo aldrig helt sort-hvidt (selvom det ville være meget nemmere at forholde sig til).

Jeg kunne godt tænke mig at se mere mod. Mere lyst til, at stå ved sine styrker og dyrke dem. Derfor behøver man ikke at være blind for sine såkaldte svagheder. Bevidsthed er også en styrke i sig selv.

Plus-minus synergi og fremdrift

For at skabe harmoni for helheden, og det enkelte individ, er vi nødt til at indeholde både plusser og minusser. Vi kan lære af hinanden, og supplere hinanden. Det giver synergi og fremdrift. Når vi er åbne over for hinandens forskelligheder, kompetencer og indsigt, og ikke dømmer den anden ude, fordi han besidder andre holdninger, viden eller synspunkter. Det er også den tilgang som Stephen R. Covey bruger i sin tilgang til vind-vind situationer.

Du er ikke perfekt,

jeg er ikke perfekt,

sammen er vi geniale.

Så for at vende tilbage til fablen fra indledningen. Hvis blot hvert dyr fik lov til at udføre de discipliner, som de var skabt til, ville vi få et super team, hvor alle dyrker deres passion og evner; og kan være sammen i skoven, til trods for deres forskelligheder. Vi har for kotume at kalde mennesket for den “overlegne race”, fordi vi besidder intelligens og følelser, evnen til at vælge og så videre. Til tider virker det som om, at denne ressource er vores største svaghed 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s