Syge børn må undvære mor eller far

Danske forældre er hårdt pressede, når deres børn er syge. For samfundet og arbejdsmarkedet accepterer det ikke. Derfor må børnene overlades til en barnepige (hvis man har råd), eller bedsteforældrene (hvis de er i nærheden og har tid).

Er barnets tarv og familiens kår ikke et samfundsanliggende i Danmark? Skal man partout vælge samfundet og jobbet, frem for sine børn? Hvori ligger det rimelige i det? Hvorfor kan man ikke med god samvittighed tage sig af sin familie, og samtidig være anset som en god borger og arbejdskraft?

Nogle vil hævde, at det er et urealistisk krav at stille. Det interessante er, at jeg netop havde denne samtale med en god veninde forleden dag – som i øvrigt også er præst i det lokale sogn. Lørdag fik jeg stukket en gratis version af Politiken i hånden – og tak for det, for der kunne jeg læse, at man i Sverige tilgodeser familierne, og at de i den grad er et samfundsanliggende, som man værner om.

 

Samfundspligt lig med omsorgssvigt?

Selvom Danmark på mange områder er langt fremme, når det gælder rettigheder på arbejdsmarkedet. Så virker det alligevel som om, at det er stik modsat i Danmark, end det er i Sverige. I Danmark er det nærmest ugleset at være realistisk og bede om at gå ned i tid. Ofte koster det den stilling som man sidder i. Som jobsøgende er det også en forhindring, fordi man straks får skudt i skoen, at man ikke er interesseret i at yde noget for virksomheden (og at man heller ikke opfylder sin samfundspligt).

Skal man virkelig foretrække at svigte sine syge børn, når de har allermest brug for mor og far, for at gå på arbejde med dårlig samvittighed? En samvittighed, som man må beherske og viske ud, for ellers bukker man under for stress. Uagtet, at det nok også er temmelig stressende for barnet, at ligge med høj feber og føle at mor og far ikke har tid til at tage sig af dem. Jeg kan selv huske sådan en episode fra min egen barndom. Uanset om vi vil stå ved det eller ej, sætter det sig sine spor. I barnesindet, hos de voksne og i vores samfund. Vil vi virkelig acceptere det? Hvor længe kan det vare ved, før filmen knækker helt?

 

Hvilket menneskesyn hersker der egentlig her?

Jeg forstår ikke helt den holdning med, at vi skylder samfundet noget, førend at vi kan tage vare på os selv. Har samfundet ikke også pligt til, at sørge for os? At sørge for, at kabalen går op, at det hele hænger sammen?

Jeg vil hjertens gerne give noget til/tilbage til samfundet. Men jeg vil også føle, at jeg har ret til at have en familie og passe på den. Føle, at jeg som menneske udgør en værdi, og ikke kun som arbejdskraft. At samfundet tilgodeser, at jeg har valgt at stifte familie, og samtidig gerne vil være på arbejdsmarkedet – uden at jeg behøver at være spændt hårdt for som en arbejdshest, der pløjer nye marker dag efter dag. Året rundt. År efter år. På bekostning af mit samvær med mine børn, som i stedet er sammen med en hulens masse mennesker i institution dagen lang. Det kan ingen holde til i længden. 

 

Ny model med respekt for familierne, børnene og samfundet

Jeg efterlyser en ny model. For den vi har virker ikke. Uhyggeligt mange danskere lider af stress, eller har i løbet af deres arbejdsliv måtte bukke under for det. Er det det værd? Dybest set koster det flere penge for samfundet at behandle stress, end det gør at forebygge den. Stress kan blive så invaliderende, at man aldrig kommer helt på banen igen. Desuden vil en tidligere stressramt ofte være mere sårbær i kommende pressede situationer.

For ikke at glemme det menneskelige aspekt. Glade mennesker, der har overskud og livsglæde, vil vel alt andet lige, også betyde et bedre samfund at være i, end et sted, hvor vi halser af sted og stirrer stift på klokken. Så fortravlede, at vi ikke har tid til at hilse på hinanden, besøge familien og så videre. Vi behøver ikke engang at genopfinde den dybe tallerken. Vi kan bare låne den model, som de har udarbejdet hinsidan Øresund.

 

Den svenske model

Helt fra barnets spæde ankomst til livet, har far og mor 9 ugers øremærket barsel. Barslen er på 69 uger (mod de danske 52 uger). Indtil barnet fylder 12 år, har hver forælder ret til 60 dages SVAB om året (SVAB er omsorgsdage med barnet). Derudover har de ret til at arbejde indtil 75% af normal arbejdstid indtil barnet fylder 8 år.

Ifølge artiklen svarer alt dette til, at begge forældre skiftes til at tage sig af barnet. Det er altså ikke kun kvinderne, som må tage det største ansvar. Man ser mere skævt til, at et barn kommer i børnehaven uden at være helt rask, end at forældrene bliver hjemme og passer barnet (I Danmark, kan det være et nødvendigt onde). Når forældrene tager deres SVAB med børnene, træder en særlig forsikringskasse ind og dækker det økonomiske.

 

 

Læs artiklen “Klokken 13 feber findes ikke i Sverige” fra Poltiken, lørdag d 23. august, 2014.

Stress i tal (DK)

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s