I fælden for en lokkedue

IS vidste godt hvilke knapper de skulle trykke på, så det store medie cirkus og de store armbevægelser med krigsmaskinen gik i gang. Så det gjorde de.

Lad mig først som sidst erklære, at jeg mener at drabet på den amerikanske journalist Foley er forkert i alle dens henseender. Når så det er sagt, må jeg også vedgive, at det er et mediestunt og en strategi af format – som hele verden er hoppet på (hvilket så også var hensigten).

Vietnam om igen?

IS har stærke relationer til Syrien, og har gjort store geografiske, militære og økonomiske erobringer der. Fordi de gerne vil have væltet Asad. Når Vesten (senere i forløbet) rykker ind i Syrien for at få ram på IS, styrker de også Asad. Det er et tveægget sværd, som der ikke er nogle umiddelbare rene retningslinier for. For hvem er vennen/fjenden?

Spiralen uden ende

Med dette medie politiske stunt, graver verden en endnu dybere kløft ovenpå mere end et årtis bombardementer i Mellemøsten. Således får IS også lettere ved at erhverve nye rekrutter i kampen mod Vesten. Uanset hvordan man vender og drejer det, optrappes konflikten.

Verden af i dag

Frem for at leve i en verden, hvor vi hylder mangfoldigheden og mulighederne, skal vi leve med frygt i begrænsningens tegn, hvor vi bekriger hinanden i stedet for at samarbejde. Det ligner et scenarie fra Rekvisitionens tid, men er en afspejling af den verden, som bliver ridset op for os her og nu. Igen skyldes det et politisk magt-skak-spil, hvor jordens befolkning bliver slagtet, som bønder på række. Et politisk magt spil, der går ud på at skabe frygt, frem for håb – i begge lejre. Det har været amerikansk udenrigspolitik i en menneskealder, at køre på frygten. Og jeg kunne remse mange andre vestlige statsledere op, som har haft samme agenda (af de mest ekstreme: Musolini, Franco, Hitler). Det er ren utopi, at EU landene (der er gået sammen, for at forhindre indbyrdes krig og stridigheder, efter læren fra 2. verdenskrig), er tvunget til at deltage i denne alliance med amerikanerne, med henblik på at skabe mere ubalance og ufred i verden. Det er i øvrigt også ren utopi, at et land som USA der i deres grundlovs tegn, hylder mangfoldigheden i deres eget hjemland, har så store skyklapper på, når det gælder omverdenen.

Lys i mørket

Det eneste lys i mørket for EU landene – som jeg ser det, lige nu – er, at vi begynder at tage vare om de ressourcer som vi har i landet. Her tænker jeg især på imamer og andre fremtrædende personer, der er muslimer, som kan blive en styrket alliance, for at få manet vanviddet til jorden, og bringe den fælles forståelse frem i lyset. Ved at samarbejde med netop den styrke der ligger i, at den muslimske kultur er så baseret på hieraki, at det vil være de hvervedes egne familie overhoveder, som fordømmer deres deltagelse, og tvinger dem ud af foretagenet. Vi behøver ikke at være fjender.

Vesten tramper rundt i verden, som en elefant i et glashus

Men jeg ville nok være for traumatiseret til at forstå dette, hvis jeg var opvokset i fx. Afghanistan, Kuwait eller Irak. Listen over Vestens aktioner og invasioner i Mellemøsten, er efterhånden mange, og kan være forvirrende at holde rede på. Selv for os i den “oplyste” og veludannede del af verden. For vi må heller ikke være blinde for, at vi i Vesten bliver præsenteret for propaganda versionen.

Første gang vi var med live via CNN var tilbage i 1990, hvor vi blev involveret i konflikten i Kuwait/Irak. Det totale kaos startede for alvor, da den vestlige alliance ulovligt valgte at invadere Irak i 2003, idet de gik udenom FN og ikke havde en godkendelse derfra (http://da.wikipedia.org/wiki/Irakkrigen). Grundlaget for invasionen bliver stadig mere og mere tyndt.

Terror, mafia metoder, politik og følelser

Jeg mener, at det er et problem, når en allieret truer både sine venner og fjender i samme sætning, ved at ytre, at “Enten er man med dem, eller også er man imod dem”. Især set i lyset af, at invasionen blev forkastet af FN. Så bliver motiverne for invasionen brogede, og det gør Verden mere uklar for alle parter. At krigen og invasionen sidenhen er blevet omdøbt til den irakiske konflikt, med det formål at kunne bibeholde sine krigsfanger, og indfange nye, gør ikke situationen mere troværdig.

Fakta er, at flere lande i Mellemøsten er blevet sønderbombede nonstop, siden denne invasion i 2003.

Når Vesten konstant og til stadighed svinger øretæver ud, frem for at lægge nogle undskyldninger på bordet (for der var jo ingen kemiske våben), og hjælpe til med genopbygningen (som lovet), stiller vi os utvivlsomt i en sårbar situation. At påstå andet, vil være meget arrogant. Ingen ledere i Mellemøsten har endnu valgt, at give igen af samme mønt, så det gør terroristerne (meget banalt set).

Med disse udsagn ytrer jeg ikke sympati for IS, deres metoder og strategi. Men vi er i Vesten selv med til at forstærke fjendebilledet, sådan som vi pt reagerer på deres aktioner. Først da henrettelserne fandt sted, blev IS for alvor fremhævet for den styrke som de besidder, ved at hverve medlemmer i Europæiske lande og slå amerikanske journalister ihjel. Pludselig er de uhyggeligt tæt på vores hverdag, og derfor er de det “ideelle fjendebillede”.

Man lærer at leve med risikoen

Når så alt dette er sagt, så ved jeg også, at man lærer at leve med risikoen for terror handlinger. Man lader sig ikke lamme, og lever sin hverdag helt upåagtet af den lurende fare. Hvorfor? Fordi man aldrig kan vide hvor og hvornår det rammer. Fordi man ikke kan leve et liv i frygt. Fordi vi mennesker også gerne vil leve (og ikke kun overleve). Det gælder alle, uanset alder, religion og ophavsland. Enhver terror handling taber derfor i sig selv terræn. Der er dybest set ingen grund til, at gå ind og bekæmpe den pågældende terror organisation med vold, fordi derved vinder terror organisationen kun flere rekrutter.

Vil man bekæmpe organisationen, bør det gøres med list, og ved at indsnævre deres handlingsmuligheder. Det virker bare knapt så slagfærdigt, når man kun sidder 4 år på posten i sin valgperiode, og når det store medie cirkus sætter i gang med en filmet henrettelse.

Læs mere i denne artikel fra Politiken vedrørende den manglende strategi for indsatsen i Irak anno 2014.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s