Det magiske tal

Det slog mig (igen), at forventningerne til mødre på det danske arbejdsmarked er, at de skal kunne “blæse og have mel i munden”. Man ser anerkendende på de mødre der klarer en arbejdsuge på +/- 40 timer (selvom loven siger 37,4), henter børn, laver mad og klarer hjemmet i en vending.

OK, der er også en forventning om, at manden lige deltager i pligterne – men jeg tvivler på, at den er fifty-fifty de fleste steder. Fordi der også stilles en række forventninger til manden på hans arbejdsplads (det er blevet bedre, men alligevel).

Anerkendelsen ligger slet og ret i, at hun opfylder samfundets krav om at yde. At vi skal agere som robotter, og blindt følge normen. Den skeler slet ikke til den kendsgerning, at det er børnene og samværet i familierne, som betaler prisen.

Mor på flextid

En mor der beder om at arbejde på nedsat tid, flextid eller hjemme? Hvorfor er det så stor en hurtle? De fleste job er skruet sådan sammen, at man sagtens kan arbejde hjemmefra.

Mange virksomheder tror, at de får mindre udbytte. Jeg vil vove at påstå det modsatte. Når man tilgodeser moderens behov for nærvær med sit barn, vil hun også være mere ihærdig og produktiv i det tidsrum, som hun afsætter til sin arbejdsgiver. Ene og alene, fordi hun selv føler, at der er mere balance i tingene, og dermed har mere overskud til begge dele.

Ligestillingens modpol

I Spanien går kvinderne ofte ud af arbejdsmarkedet, når de bliver gift og får børn. Der er her en implicit forventning om, at hun så passer børn og hjem, imens manden tjener pengene ind.

Her er det lidt af en sag for hende, at kæmpe for at blive på arbejdsmarkedet og have børn samtidig med. 

Det kan godt lade sig gøre, når barnet når op i 3 års alderen – for så starter skolegangen (reelt beset børnehaven). En alternativ løsning er, at man tjener så fed en hyre, at man har råd til enten at få barnet passet derhjemme, eller i en “vuggestue” (udbuddet er relativt lille, og deraf meget dyrt).

Samfundet er i en sociokulturel udvikling, hvor pigerne gerne vil uddannes og være på jobmarkedet. Det er de velkomne til – indtil den dag de bliver mødre. Ofte er det fyringsgrundlag (men under andre påstande, for sådan en fyring er ikke lovlig, trods alt).

Det er også en af årsagerne til, at kvinder i dagens Spanien ofte får børn i en relativt sen alder. Ofte vælger de kun at få 1 barn. Altså med mindre mandens pengepung er enorm, og/eller de selv kommer fra en velhavende familie.

Den endegyldige samfundsmodel?

Hvori ligger logikken i, at man som forælder konstant skal have dårlig samvittighed – enten overfor sine børn, eller overfor sin arbejdsgiver? Det er jo den uendelige kimen til stress.

Burde det ikke være alment anerkendt, at mor/far (eller begge), får mulighed for at gå ned i tid, for at få mere tid sammen med deres familier? Kunne man forestille sig, at det ville gavne samfundet på andre måder, ved at skabe eksempelvis mere harmoniske familier, hvor man er noget for hinanden?

Hvem siger at 37,4 arbejdstimer om ugen, er “det magiske tal, der får hele kabalen til at gå op”. Hvorfor holder vi samfundet i så fastlåste mekanismer, hvor man retter lidt til, og sliber hist og her på en gammel model fra dengang industrialismen for alvor tog fat? Dengang var det kun mændene som arbejdede. Det vil sige omtrent 48% af befolkningens arbejdsdygtige alder, som arbejdede 40-60 timer om ugen, for at holde produktiviteten i gang. Samfundets balance bestod i, at kvinderne så sørgede for resten.

Prøv at kigge lidt på tallene ovenfor, og forestil dig en verden hvor vi alle (forældre) arbejdede 20-30 timer om ugen (= 40-60 timer fordelt på 2 personers arbejdskraft).

Det ville temmelig givet medføre bedre livsbalance, og færre langtids stress tilfælde på arbejdsmarkedet. Det ville om muligt give flere arbejdspladser – for hvorfor skulle det ikke være muligt for 2 personer at deles om et job, selv når det gælder avancerede stillinger? – Altså forudsat at arbejdet ikke skulle kunne udføres på den anførte tid (det tror jeg, at det ville vise sig i langt de fleste tilfælde at det kan, fordi kroppen og hjernen får andre livskvaliteter med ind i hverdagen, samt ro til at restituere). Men for at vende tilbage til tanken om, at dele jobbet imellem eksempelvis to personer.  2 hjerner tænker bedre end 1, og man kunne supplere hinandens henholdsvis svage/stærke punkter, for at varetage stillingen. Hvorfor ikke? Er vi som mennesker så ærekære og nidkære, at vi ikke kan/vil give plads til det? 

Så vidt jeg kan se, så virker den nuværende model ikke. Den får samtlige samfund til at spille fallit, fordi man udelukkende tænker i profit, og går ud fra at mennesker kan arbejde som robotter. Så enten må vi omstille samfundsmodellen, eller også ender det måske så grotesk, at ingen kan få job, fordi robotterne laver alt arbejdet (og det er ikke ren science fiction tankespind).

Folk bliver syge og kan ikke holde til det. Mange børn og forældre kender ikke hinanden, og kan ikke tale sammen. Bedsteforældrene har man ofte ikke tid til – og for så vidt heller ikke fætre, kusiner, onkler og tanter (kun i højtiderne og til fødselsdage, hvis man er heldig). Mange mennesker lever et isoleret og ensomt liv, uden kontakt til deres nærmeste familier. Det er dagens Danmark, og et billede af det vestlige samfund i stor stil. Selv i Spanien ses man ikke længere med familien hver søndag, og spiser paella, som man gjorde det for 15-20 år siden. Det er sygt, og det er trist.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s