Dovne hund!

Det er parolen, når økonomer påstår at folk på kontanthjælp ikke vil i arbejde. Påstanden er, at de lediges incitament er for lavt til at gå i job, fordi kontanthjælpen er for høj. Seneste skud kommer på baggrund af beregninger fra CEPOS. Se omtalen i Berlingske d.01/08/2014

Her foreslår man, at familier skal kunne leve for 107.000 kr om året – inklusiv de ydelser som familier der er i job også modtager (nemlig børnepenge, eneforsørger bidrag m.m.). Det er overhovedet ikke realistisk, men sådan vil man gerne fremstille det. 

Man drager endda paralleller til, at man skal lade sig tage et job under mindstelønnen (social dumping), fordi der er østeuropæere og andre EU borgere, som tager disse job i fx. landbrugssektoren. Man tager overhovedet ikke højde for de sande realiteter – nemlig at:

  • disse job ofte ligger i afsides regioner, som mange ledige ikke har mulighed for at varetage
  • ikke alle kan varetage sådan et job
  • mange ville få afslag, fordi de er overkvalificerede/ikke egnede

 

Frustrerede ledige

Jeg kender mange ledige, som aktivt søger job, men som ikke kan komme i job. Til stor frustration. Det uanset om man søger højt eller lavt. Det kræver sin råstyrke at få vedvarende afslag, samtidig med at man skal skydes i foden, at man ikke er interesseret i at komme i arbejde, og jobcenter stiller spørgsmålstegn ved ens arbejdsevne (underforstået rådighed for arbejdsmarkedet). Skulle man så få det bedre af, at  man rent faktisk ikke kan forsørge sin familie ved at ydelsen sættes yderligere ned? Næppe.

 

Arbejdsgivers marked

Markedet er helt og holdent arbejdsgivers marked. De kan vælge og vrage, og presse lønnen som det passer dem. Og det gør de så. Andre søger gratis arbejdskraft via jobcenter, hvor de ledige kan komme i praktik og knokle løs, for så siden at få sparket – fordi pladsen overgår til den næste praktikant. Ikke særligt etisk, men det foregår. Alligevel skal man som ledig stadig bukke og takke, samt høre for at man ikke vil i job, er ubrugelig og så videre.

 

Blot tal i statistikkerne

De ledige er i sådan en omgang med virkeligheden bare nogle tal i statistikkerne, som bliver syndebukke, uden at man tager højde for arbejdsmarkedets realiteter. Der er flere ledige, end der er job. De enkelte job og kandidater kræver et match – men det glemmer man måske, når man sidder forherliget på sin fredede funktionærpost (eller professorat), og spyr om sig med påstande.

Det ville være mere realistisk at se på hvordan det ville påvirke hele samfundet, hvis man valgte at gå den vej, at familier på understøttelse partout skal være så fattige, at de må leve på almisser, for at få det til at løbe rundt. Ønsker vi virkelig et samfund, hvor man er nul og niks, fordi man er ledig? Et samfund, hvor det bliver sværere og sværere at kæmpe sig ind på arbejdsmarkedet igen, fordi det bliver alment acceptabelt at udnytte arbejdskraften, i stedet for at betale den en ærlig hyre? Hvad skulle gevinsten være ved det?

I nogle tilfælde går logistikken bare ikke op for den enlige forsørger der står alene med barnet 24/7. Ofte er det et tabu at bede om færre timer, fordi det er den eneste måde, at man kan få det til at hænge sammen med aflevering/afhentning af børn. Arbejdsgiver vil have fuld valuta og lidt til. Deltid? Nej tak, jeg vælger en anden kandidat. Er man så en doven hund, eller står man i en desperat/håbløs situation? Døm selv.

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s