Afhopper! -fra rotte ræset

National Geographic har her til aften vist en udsendelse som hedder USA TABU. I aftenens afsnit, mødte vi bl.a. nogle hjemløse (i USA), som af den ene eller anden årsag var kommet i den situation.

Den ene, John, en fuldt arbejdsdygtig “efter middelaldrende” mand, der tidligere arbejdede 18 timer i døgnet mandag-søndag, fik simpelthen pludselig nok af ræset, og stod af! Han bor i en tunnel, og er glad for at være væk fra “stresset oppe på jorden”, som han udtrykker det. Han udtaler senere, at han ikke forstår hvorfor det er så stort et tabu, at han lever som han gør, og tilføjer at “han aldrig har været mere lykkelig og haft det bedre” -Han følte sig spærret inde bag 4 vægge i virksomheden, og kunne ikke ånde, og ikke leve. Han arbejdede hårdt for at komme fremad-fremad-fremad! -men indså en dag, at han stod helt stille!! Nu har han ingen planer for dagen, tager dagen som den kommer, og kan nyde den. Det har han det rigtig godt med. Han vil ikke modtage hverken sociale ydelser (ville han overhovedet kunne det uden en adresse?), og heller ingen almisser -hvordan han ellers finansierer sin livsstil, fortæller historien ikke noget om.

Fra den ene yderlighed til den anden

Som jeg ser det, er begge situationer ekstreme, der går fra den ene yderlighed til den anden, men også resonnerende. Den livsstil, som bliver os påduttet i den vestlige verden, for at være en del af fællesskabet, er ganske enkelt usund og urealistisk i det lange løb, fordi vi konstant presser citronen en lille-bitte smule mere. Vi skal hele tiden præstere, være dygtigere og hurtigere. Vi skal alle som individualister trække samfundets hjul, og få dem til at køre.

Med til ovennævnte scenarier hører den detalje, at der er tale om USA, hvor arbejdsmarkedet, og vilkår på ditto er meget anderledes end vi kender det i Danmark. Vi har det (stadig) ret godt på det danske arbejdsmarked, men jeg synes at ane mange tendenser, der tyder på en ændring i selvsamme arbejdsforhold (med “krisen” som undskyldning?). Selvom vi har en lov, der beskytter os med 37 ½ arbejdstime pr uge, arbejder mange endnu flere timer om ugen -og de tør ikke andet p.g.a. pres fra chef/virksomhed/samfund, og alle de andre ledige, som gerne vil have deres job. Det tror jeg, at vi skal være meget varsomme med. Hvorfor? Fordi jeg ved at det ville blive skruen uden ende. Jeg har set det i andre lande. Helt grelt ser det ud i fx.Spanien, hvor det var almindeligt acceptabelt at arbejde uden kontrakt og på lønninger langt under overénskomst, længe for finanskrisen indtraf. Virksomhederne skal hele tiden sørge for højere profit, og sørger vi ikke for at beskytte den arbejdende hånd, glider det hele ud på et skråplan.

Dette skråplan er helt tydeligt i fænomenet “social dumpning”, hvor øst europæere kommer og udfører et håndværk, hvor de uderbyder den overenskomstmæssige løn, og dermed forvrider konkurrence evnen. Det mener jeg ikke er fair. Hverken overfor den danske medarbejder som mister indtægt, eller overfor den udlænding, som helt automatisk skaber en ny underklasse, hvor 1  indtægtskilde ikke er nok til at forsørge sig her til lands. Jeg mener at alle har ret til at byde ind på jobbene, men det skal være til overenskomstmæssig løn, hvoraf der betales skat, fordi man også har en bopæl i landet. Problemet behøver ikke at begrænse sig til håndværksfagene, hvis ikke vi sørger for at vores rettigheder som arbejdende beskyttes.

Det nytter ikke noget at tænke oportunistisk, for det ændrer ikke ved det faktum, at alle påvirkninger i nutiden, har eftervirkninger i eftertiden. Så lad os alle huske på, at vi arbejder for at leve -og ikke omvendt! At der skal være balance i mellem arbejde og fritid -og at vi også gerne skulle have andre interesser end vores arbejde. Vi er ikke vores arbejde. Vi er levende personer, som passer vores arbejde. Der er en verden til forskel!

Det er mit håb, at CSR tendenserne er kommet for at blive, og at virksomhederne også husker at rette blikket indad, og ser på hvilke forhold de byder deres medarbejdere. De ansatte udgør en vigtig del af virksomhedens sociale ansvar. Billedet krakelerer hvis man yder støtte til nødhjælp eller lignende, imens éns egne medarbejderrettigheder forsømmes. Derfor er det så bydende vigtigt, at vi holder fast i hvad normen skal være. Hvis ikke vi passer på vores grænser, vil de helt automatisk blive flyttet.

PS! Jeg har i dag erfaret, at en veninde er gået ned i løn, for at holde en normal arbejdsuge på 37 ½ time, så hun kan gå hjem og være sammen med sin familie efter fyraften -i stedet for at skulle følge med i aftens-mail-ræset imellem kollegerne, og reelt set være på arbejde. Er det OK, at hun skal indgå dette kompromis med sin chef, for ikke at modtage en fyreseddel? NEJ, det synes jeg faktisk overhovedet ikke at det er! Det er for mig at se et tydeligt vift med en vognstang om, at tingene er ved at skride ud, og at vi må råbe vagt i gevær -ellers vil der nok være flere som melder sig ud af samfundet (enten frivilligt, eller af tvang), og det mener jeg ville være forfærdelig synd.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s