Støj på linien

Kender du det? -Du har en veninde (eller flere), som elsker at plapre løs om dem selv og deres gøremål, problemer m.m. De lytter måske i 2 minutter, og så går snakken ellers videre med at de snakker om dem selv.

Samtalen bliver pludselig svær. For hvis man selv har noget på hjerte, bliver man ofte fristet til at give igen af samme skuffe, og/eller lade sig rive med og plapre løs, så hele informationsflowet til sidst strømmer over, og bliver overflødigt. Alternativt begynder man selv at lade være med at lytte aktivt, og så går samtalen for alvor tabt, idet der bliver tale om 2 gange monolog.

Der findes en hårfin grænse imellem at lade sig overdynge med information, og til at føre en samtale, hvor man kan snakke sammen om alt muligt. Det kan være svært at kontrollere. Nogle gange ender en hyggelig samtale med at skabe så meget støj i hoved og sind, at det kan være svært at komme tilbage til sig selv. Det er forstyrrende, og ikke sundt -slet ikke, hvis det er noget som konsekvent gentager sig.

Det giver stof til eftertanke for mig. Jeg har i en periode været snakken foruden, og skal nu til at finde et nyt ståsted med den, efter at den er kommet tilbage i mit liv. Perioden uden daglige lange samtaler, udgjorde i starten enormt hul, men frigav også en masse energi, tid og fokus til mig selv. En stilhed og et fokus, som jeg blev mere og mere glad for i længden. Der blev overskud og plads til at lytte til mig selv.

Jeg elsker mine veninder, og vil gerne have dem i mit liv. Jeg vil til enhver tid mene, at et aktivt socialt liv og en god vennekreds, er godt for os alle. Men ikke for enhver pris. Der skal også være tid til at lytte til én selv, samt mærke efter. Der skal være ligevægt i samvær og samtaler, samt efterfølgende overskud til sig selv. En kunst, som bl.a. Dalai Lama omtaler og bedyrer.

Der må i venskabet heller ikke være en uligevægt, hvor der opstår et konkurrencelignende forhold, hvor man (u)bevidst forsøger at overgå hinanden; ej heller om et psykolog lignende forhold, hvor man bliver drænet for energi fordi éns ven har et behov for at man (konstant) agerer aflastningspude eller psykolog, uden selv at være villig til at stille op, og lytte aktivt. Der skal forskellige emner på plakaten -og ikke kun “mig-mig-mig-og-mig”. Selvfølgelig må man gerne drøfte sine tanker, problemer med mere med sine venner -det afgørende her er balancen i hele kommunikationsflowet, samtidig med at vigtige elementer som gensidig respekt, omsorg og værdighed indgår.

Nogle vælger, i tilfælde som ovenstående,  helt at afskære kontakten med den pågældende ven(inde). Jeg har ikke tænkt mig at gå så ekstremt til værks, for jeg mener trods alt, at venskabet har mere at byde på. Men jeg har i sinde at forsøge kontrollere tid og samtaler bedre (her peger jeg ikke kun ud, men ser også ind). Samtalerne skal ikke være for lange, og ej heller for ofte. Står man i en situation med en tsunami af talestrøm, må man venligt afbryde samtalen. Jeg tror at det er godt at få fælles tid, aktivitet, interesser og samvær med ind i venskabet, så der bliver flere knager at hænge det op på. Især vil jeg forsøge selv, at agere mere aktivt og konstruktivt under samtalen, for at forløb og indhold ikke løber løbsk. Så indhold og samtale forbliver nærværende og givende for begge parter.

På den anden side, taler jeg heller ikke for, at gå til ekstremer. Eftersom jeg selv og mine veninder nu engang er skruet sammen som vi er, hvor vi godt kan lide at mærke suset ved at snakke løs, skal der også være plads til det hovedløse plapperi en gang i mellem -den må bare ikke blive kendetegnende for vores samtaler, og for vores venskab.

Der ligger nemlig en skjult fælde i de venskaber, hvor man går for langt ind under huden, og/eller overskrider grænsen for almindelig samtale pli. Det ved jeg nemlig af erfaring. Man kan gå hen og blive afhængig af hinandens plaprerier. Man risikerer at blive en plapre junkie, hvor man snakker for at snakke, og indholdet bliver ikke sundere og mere konstruktivt med tiden. Derimod bliver det ofte ringere og ringere, og dermed også tilfredsstillelsen ved selve samtalen. Det bliver et misbrug. Misbrug af venskab, samtalens kunst og de sociale egenskaber/værdier.

Buttom line er: at kommunikationens kunst ikke kun er et professionelt anliggende når man er på arbejde, men at den er givtig at tage med sig ind i privatsfæren for, at skabe styrkende og givtige relationer, der varer ved. Så undgår man knas på linjen.

Advertisements

One comment

  1. Samtale, de gode af dem – det er dem, der foregår med både øre og tunge… 😀

    Jeg erfarede som ung at det var betydelig lettere at tale sig fra en ordre end at tale sig til en – hvorimod man oftere “vandt ordren” med ørerne – det er vist meget gældende for de fleste sociale relationer i samfundet – groft sagt man får mere sagt hvis man har store ører – jo mere man taler jo større er chancen for at misser pointer, det gælder så sandelig også dem der taler ørerne af os… 😀

    Et tidsløst tema, en never-ending story om man vil… 😀

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s