Næstekærlighed i krisens stund

Krisen kradser alvorligt på i Spanien. Mange familier har ikke til måneden ud, og efterhånden flere har heller ikke til dagen og vejen.

I dette link beskriver en spansk blogger, ved navn Javier, en episode som han oplevede forleden i det lokale supermarked.

http://www.javierortiz.net/voz/iturri/lo-que-acaba-de-ocurrir-en-mercadona-es-terrible-e-ilustra-muy-bien-el-estado-de-las-cosas

Om en pæn middelaldrende mand, der stiller sig op i køen med nogle basisvarer i vognen så han kan forsørge familien de næste dage. Summen er på omkring 4€. Han beder om hjælp til at betale, men ingen reagerer. Responsen en pinlig tavshed og bortvendte blik. Blogskriveren nedenfor tager aktion. Han henvender sig til de omkringstående i køen og siger: “hvis vi hver især bidrager med 0,50€ (3,75kr!), kan manden få sine varer med hjem”. Endnu mere pinlig tavshed, samt fjerne blikke. Det bliver for meget for blogeren, der efter bedste spanske temperament begynder at råbe op med alverdens eder. Til sidst er der en ældre dame der bidrager med 1€, imens blogeren lægger de sidste 3€. Modtageren er taknemmelig, og siger flovt tak.

På bloggen kommenterer Javier, hvordan vi er blevet indhyldet i troen på “Den usynlige hånd” hvis bare vi knokler. Hvordan vi langsomt er blevet så kyniske at vi nærmest tror på at manden er selvforskyldt for sin situation. At han er en doven hund? Hvordan skal man arbejde og forsørge sin familie hvis der intet arbejde er? Hvem siger at han er doven? Jeg stiller de samme spørgsmål som Javier og tænker videre.

Arbejdsløsheden i Spanien er kritisk høj. Alle familier er ramt. Overklassen fordi der ikke er nok jobs til deres dygtige veluddannede unge (som oftest finder de en løsning via netværket). Middelklassen og ned, fordi et eller flere familiemedlemmer er uden indtægt. Selv i Spanien taler man nu om frygten for “græske tilstande”.

Personligt synes jeg at Spanierne er ret gode til at hjælpe hinanden -især indenfor familiens rammer. Derfor rammer det mig ekstra hårdt at se og høre om denne situation. Jeg tror desværre at den ville være endnu mere grel i Danmark, for alle ville være for stolte til at stille sig op i køen og bede om hjælp. Hvorfor? Hvorfor er det så svært at hjælpe sin næste, samt bede om hjælp, og ikke mindst at modtage den? Manden i det ovennævnte tilfælde var bestemt ikke stolt af situationen, og handlede tydeligvis i nød.

I Grækenland afværger de krisen efter bedste evne, og opfylder behovet for basisvarerne ved at dyrke fælles køkkenhaver ved skoler og institutioner. Således får alle (børne-?) familier i det mindste dækket nogle af behovene ind, når det kommer til mad på bordet. Mere skal der i virkeligheden ikke til. At se frem, være løsningsorienteret og proaktiv. Befolkningen forsøger at finde en vej ud ad det kaos, som de ikke føler sig selvforskyldte for.

Europa er langt fra styret af “Den usynlige hånd” og dermed de frie markedskræfter. Al produktion og handel er reguleret fra Bruxelles. En monetær union, der blev stablet på benene imellem nogle lande med meget lidt til fælles, når det kom til landenes økonomiske situation. Ansvarlig økonomisk politik? Ikke så vidt jeg kan se. Selv lande der er udenfor det monetære samarbejde, er afhængig af situationen i Europa p.g.a. de interne handelsaftaler. Er det hver mands skyld at der løber en steppebrand med økonomisk forlis, og er han selvforskyldt fordi han er foruden job? Det tror jeg ikke. Jeg vil ikke stille mig til dommer for hvert enkelte menneskes økonomiske situation, og eventuelle forlis. Man kan selvsagt ikke køre alle mennesker over en kam; men er det ikke lige præcis hvad vi gør, når vi handler som i det ovennævnte tilfælde?

Jeg mener, at vi som medmennesker har et ansvar. En pligt til at hjælpe et nødlidende menneske, når det beder om hjælp. Andet kan vi ikke være bekendt -og man behøver vel ikke at nå dertil at sande, at vi alle er skrøbelige, samt afhængig af den situation som nation og jobmarked nu måtte være. Vi vil så gerne tro at vi er selvforskyldte. Ja, selvfølgelig betyder vores attitude til tilværelsen noget. Om vi tager ansvar, eller vælger offerrollen. Jeg fristes til at stille eksemplet fra supermarkedet lidt på hovedet 😉

Tog manden i virkeligheden ikke ansvar for sin familie, ved at stille sig op i køen med de absolut mest nødvendige basisvarer; og var det ikke pludselig de andre i køen der tog offerrollen ved at tænke nedladende om ham?

Skulle manden have udført en modydelse, for at få pengene? Ja, det ville jo nok være den bedste løsning. Men var den mulig?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s